Kommaregler: Sådan sætter du komma på dansk
Kommaet er det tegn, vi retter oftest, når vi læser korrektur. Reglerne er ikke umulige, men mange har lært dem på forskellige måder i skolen, og der findes faktisk to korrekte måder at sætte komma på.
Her er de vigtigste kommaregler forklaret med eksempler, så du kan sætte kommaerne rigtigt i dine egne tekster. Reglerne følger Dansk Sprognævns retskrivningsregler, som er dem, der gælder for officielt dansk.
Kort fortalt
- Sæt komma mellem to helsætninger: Vi læste teksten, og kunden godkendte den.
- Sæt altid komma efter en ledsætning, når sætningen fortsætter: Når du har skrevet teksten, skal du læse den højt.
- Komma før en ledsætning (startkomma) er valgfrit: Jeg håber(,) at du kan lide den.
- Sæt komma på begge sider af et indskud: Anders, der er journalist, læser korrektur.
- Sæt komma mellem led i en opremsning, men ikke foran og: tekster, korrektur og pressemeddelelser.
Først: helsætninger og ledsætninger
Næsten alle kommaregler handler om sætninger, så du skal kunne kende forskel på to slags.
En helsætning kan stå alene: Kunden ringede.
En ledsætning kan ikke stå alene. Den er en del af en større sætning og begynder typisk med et ord som at, som, der, hvis, når, fordi, da, mens, selvom, om eller et spørgeord som hvem, hvad, hvor og hvordan: ... fordi kunden ringede.
Er du i tvivl, så prøv ikke-testen. Indsæt ordet ikke i sætningen. I en ledsætning står ikke foran udsagnsordet, og i en helsætning står det efter:
- Helsætning: Kunden ringede ikke.
- Ledsætning: ... fordi kunden ikke ringede.
Regel 1: Komma mellem helsætninger
Når to helsætninger er bundet sammen af og, men, eller, for eller så, sætter du komma foran bindeordet.
- Vi har rettet teksten, og den er klar til tryk.
- Pressemeddelelsen var god, men rubrikken var for lang.
- Det var sidste frist, så vi sendte den med det samme.
Pas på, når de to dele deler grundled. Så er der kun én helsætning, og så er der ikke noget komma:
- Vi rettede teksten og sendte den til kunden.
Her er vi grundled for både rettede og sendte, og derfor er der intet komma.
Regel 2: Altid komma efter en ledsætning
Når en ledsætning slutter og sætningen fortsætter, skal der komma. Det kaldes slutkomma, og det er obligatorisk, uanset hvilken kommatype du ellers bruger.
- Hvis du har spørgsmål, så ring til os.
- Når teksten er færdig, sender vi den tilbage.
- Det, vi gerne vil, er at hjælpe dig.
Slutkommaet er den regel, der oftest bliver glemt, især når ledsætningen står først i sætningen.
Regel 3: Startkomma er valgfrit
Foran en ledsætning må du gerne sætte komma, men du behøver ikke. Kommaet foran ledsætningen kaldes startkomma.
- Med startkomma: Vi håber, at du kan lide teksten.
- Uden startkomma: Vi håber at du kan lide teksten.
Begge dele er korrekt. Dansk Sprognævn anbefaler at undlade startkomma, men mange virksomheder og skoler bruger det stadig. Det vigtigste er, at du vælger én måde og holder fast i den i hele teksten.
I denne artikel bruger vi startkomma, fordi det er den måde, mange har lært det på i skolen.
Regel 4: Komma på begge sider af et indskud
Et indskud er en ekstra oplysning, som sætningen kan klare sig uden. Det skal have komma på begge sider, også hvis du ellers ikke bruger startkomma.
- Zeitung, et tekstbureau i Aarhus, læser korrektur på alle slags tekster.
- Anders, der har været journalist i ti år, har læst over 10.000 pressemeddelelser.
Kommaerne kan ændre betydningen. Se forskellen på de to sætninger her, skrevet uden startkomma:
- Min søster, der bor i Aarhus, er journalist. Jeg har én søster, og hun bor i øvrigt i Aarhus.
- Min søster der bor i Aarhus, er journalist. Jeg har flere søstre, og det er hende i Aarhus, der er journalist.
Regel 5: Komma i opremsninger
Sæt komma mellem de enkelte led i en opremsning, men ikke foran det sidste og eller eller.
- Vi skriver webtekster, artikler, nyhedsbreve og pressemeddelelser.
- Vil du have korrektur, redigering eller begge dele?
Kommaet foran og i en opremsning, som man ofte ser på engelsk, hører ikke hjemme på dansk.
Regel 6: Intet komma foran at + navneform
Når at står foran et udsagnsord i navneform, er det ikke en ledsætning, og så er der ikke noget komma.
- Vi glæder os til at høre fra dig.
- Hun har besluttet at skifte job.
Sammenlign med en at-sætning, hvor der kommer et grundled efter at:
- Hun har besluttet, at hun vil skifte job. (startkomma, valgfrit)
Regel 7: Komma efter ja, nej og udråbsord
Når en sætning begynder med ja, nej eller et udråbsord, sætter du komma efter det.
- Ja, det kan vi godt nå i dag.
- Nej, den skal ikke trykkes endnu.
Otte typiske kommafejl
Det er de fejl, vi oftest retter i de tekster, vi får ind til korrekturlæsning:
- Manglende komma efter en ledsætning.
- Forkert: Hvis du vil have et tilbud så ring til os.
- Rigtigt: Hvis du vil have et tilbud, så ring til os.
- Komma mellem grundled og udsagnsord.
- Forkert: Vores nye kampagne, starter i morgen.
- Rigtigt: Vores nye kampagne starter i morgen.
- Manglende komma mellem helsætninger.
- Forkert: Vi har sendt fakturaen og den skal betales inden fredag.
- Rigtigt: Vi har sendt fakturaen, og den skal betales inden fredag.
- Komma foran og i en opremsning.
- Forkert: Vi tilbyder korrektur, redigering, og tekstforfatning.
- Rigtigt: Vi tilbyder korrektur, redigering og tekstforfatning.
- Manglende slutkomma efter en indskudt ledsætning.
- Forkert: Den tekst som du sendte i går er nu rettet.
- Rigtigt: Den tekst, som du sendte i går, er nu rettet. Uden startkomma: Den tekst som du sendte i går, er nu rettet.
- Kun ét komma om et indskud.
- Forkert: Anders, der er journalist læser korrektur.
- Rigtigt: Anders, der er journalist, læser korrektur.
- Komma foran at + navneform.
- Forkert: Vi har besluttet, at investere i nye maskiner.
- Rigtigt: Vi har besluttet at investere i nye maskiner.
- Startkomma det ene sted, men ikke det andet.
- Forkert: Vi tror, at kunderne vil elske det. Vi ved at de har ventet længe.
- Rigtigt: Vi tror, at kunderne vil elske det. Vi ved, at de har ventet længe.
Derfor betyder kommaerne noget
Kommaer handler ikke kun om regler. De afgør, om en læser kan forstå en sætning første gang, og om din tekst virker professionel. En pressemeddelelse eller en hjemmeside med forkerte kommaer koster troværdighed, også hos læsere, der ikke selv kan forklare reglerne.
Har du en vigtig tekst, som skal være helt fejlfri, så send den til os. Grundlæggende korrektur, hvor vi retter stavning, slåfejl og kommaer, koster 95 kr. pr. normalside. Se alle priser, eller læs også vores guide til at skrive en pressemeddelelse.
Kontakt os og få et uforpligtende tilbud.