FEJLFRI TEKSTER SIGNALERER PROFESSIONALISME HOS MÅLGRUPPEN
Zeitung udfører korrekturlæsning af alle tekster på dansk – lige fra artikler, webtekster og brochurer til produktinformation, reklamer og nyhedsbreve. Med friske øjne tilbyder vi også brugbar feedback samt forslag til bedre formuleringer og opstramning af tekst med produktet tekstredigering.
- Grundlæggende korrektur er rettelse af stave- og tastefejl samt kommatering. Vi sætter og sletter, så kommaerne står, hvor de skal, og vi retter stave- og slåfejl.
- Tekstredigering består ud over grundlæggende korrektur også af tilbundsgående omskrivning og redigering med korrekturlæserens forslag til en skarpere tekst, der rammer plet hos målgruppen – med konsistens og syntaks som sproglig taktstok.
Om korrekturlæsning
Tekster på nettet og i trykte udgivelser er ofte præget af stavefejl og grammatiske brølere. Undersøgelser viser, at det ikke alene er til stor irritation for læserne/kunderne – det skader også forretningen. ”Hvis de ikke kan stave, kan jeg så stole på, at de har styr på min ordre?”, ville jeg selv tænke. Korrekt tekst betyder noget.
Med over ti års erfaring inden for journalistik og kommunikation har vi læst korrektur på tusindvis af artikler. Vi er nogle værre sprognørder med en passioneret tilgang til det danske sprog, der aldrig går på kompromis med korrekturlæsningen af dine tekster.
Vi ved, hvor vigtig korrekt grammatik og korrektur er for læseoplevelsen. Sproglige fejl noteres omgående af læserne, og det kan have en meget negativ konsekvens for dit salg eller dit budskab.
Ofte har en virksomhed løbende behov for korrekturlæsning. Her er det en stor fordel, at det er den samme korrekturlæser, der fra gang til gang tager sig af opgaverne med forhåndskendskab til virksomheden og dens måde at kommunikere på.
”Jamen, Zeitung – kan vi ikke bare få kunstig intelligens og stavekontrollen i Word til at klare opgaven for os?”. Det korte svar er: Jo, det kan I. Men disse programmer er mildest talt fortsat mangelfulde – og kan i visse tilfælde endda give forkerte svar. Med professionelle korrektur-øjne på din tekst garanteres kvaliteten, og hos os har du en sparringspartner, der kender dig.
Om tekstredigering
Sproget skal spille. Hos Zeitung får du den sproglige holdkammerat og midtbanegeneral, der binder dine tekster sammen og som du altid håber kommer til kampen.
Dårligt formuleret tekst nedsætter forståelsen af indholdet og troværdigheden af afsenderen. Enhver kan stirre sig blind på sin egen tekst, men med friske øjne øges sandsynligheden for, at din tekst står som en ung kniv – helt skarp! Bestil derfor med fordel vores tekstredigering.
Vi kan naturligvis også hjælpe med at SEO-optimere dine tekster. Men husk, at det ikke altid er gavnligt for budskabet hovedløst at kaste sig ud i at fylde teksten med ord, der måske får dig højere op i en Google-søgning, men som ikke rammer plet i forhold til målgruppen. I content-branchen er modtageren Gud, og dine tekster skal først og fremmest skabe værdi for læseren – ikke tilfredsstille Google.
Ofte har en virksomhed løbende behov for tekstredigering. Her er det en stor fordel, at det er den samme Zeitung-medarbejder, der fra gang til gang tager sig af opgaverne med forhåndskendskab til virksomheden og dens måde at kommunikere på.
Alle opgaver er forskellige, og derfor vurderer vi hver enkelt opgave med udgangspunkt i kundens behov og med afsæt i en fast timepris. Du er altid velkommen til at kontakte os og få et uforpligtende tilbud på en opgave.
Det praktiske
”Hvordan hjælper Zeitung mig med korrektur?”. Det er simpelt:
1: Du sender os din tekst online via bestillingsformularen eller per mail.
2: Din tekst tilknyttes en af vores dygtige korrekturlæsere, der sætter sine korrektur-hjerneceller i sving og kaster sig over den med høj faglighed og ekspertise.
3: Vupti – du har din korrekturlæste tekst inden for den aftalte tid. Du modtager to rettede versioner – én med og én uden korrektionstegn. Hvis du ønsker, kan vi gennemgå rettelserne sammen.
”Hvordan hjælper Zeitung mig med tekstredigering?”. Det er også simpelt:
1: Vi starter med at få os en snak om, hvilken type tekst der er tale om og hvem der er målgruppen.
2: Du sender os din tekst.
3: Din tekst tilknyttes en af vores dygtige tekstforfattere, der gennemgår den med tættekammen, målretter den til modtageren og skærper dit budskab.
4: Du får din tekst senest til aftalte tid, og hvis du ønsker, kan vi gennemgå rettelserne sammen.
Husk: Korrekturlæsning er en tillidssag. Vi deler ikke dine tekster eller deres indhold med andre. Vores korrekturlæsere har forpligtet sig til at overholde Zeitungs retningslinjer om fortrolighed.
Det tekniske
Vi læser korrektur på tekster på dansk med udgangspunkt i blandt andet Retskrivningsordbogen og Sproget.dk fra Dansk Sprognævn. Der kan være tale om såvel elektroniske som trykte tekster i alle genrer og på alle niveauer. Det er derfor vigtigt, at korrekturlæseren er bevidst om tekstens målgruppe, sproglige stil og formål, inden korrekturarbejdet går i gang. Vi er ekstra opmærksom på nuancer og sproglige detaljer og har god sprogforståelse. Vi har evnen til at spotte fejl – både de sproglige og de indholdsmæssige.
Vi kontrollerer stavning og bøjning, sætningsopbygning og tegnsætning. Vi tager også stilling til, om en tekst er forståelig og let at læse eller om den er kompliceret og sprogligt knudret. Korrekt grammatik, tegnsætning og retstavning, sætningsopbygning og syntaks er en del af vores sproglige værktøjskasse, der giver dine tekster et professionelt og korrekt udtryk.
Kontakt
Skal vi drikke en kop kaffe og tale om tekster?
Ring, skriv, råb (helst virtuelt) eller fang på anden vis min opmærksomhed. Du kan også vælge den moderne og elegante tilgang ved at udfylde kontaktformularen – så tales vi ved.
Jeg venter spændt på at høre fra dig!
Email: anders@zeitung.dk
Telefon: +45 3131 4991
CVR.: 44655969